Vegetarisk og vegansk mad

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn under 2 år ikke spiser vegansk. Vegetarisk mad til børn er uproblematisk, hvis kosten er tilstrækkelig varieret samt indeholder æg og mælkeprodukter.

Spørg din sundhedsplejerske eller læge, hvis du er i tvivl.

 

Vegetarisk og vegansk mad

Vegetarer og veganere defineres af Sundhedsstyrelsen som følgende:

  • Vegetarer er en samlende betegnelse for personer, der udelukkende spiser planteføde (frugt og grønt, korn, bælgfrugter, nødder og frø m.v.) med eller uden supplement af mælkeprodukter og/eller æg. Vegetarer spiser ingen former for kød, fjerkræ, fisk, skaldyr eller biprodukter fra slagtning af dyr
  • Veganere er personer, der lever plantebaseret og så vidt muligt undgår kød, fjerkræ, fisk, skaldyr og biprodukter fra slagtning. Derudover søger de at undgå animalske produkter som mælk, æg, ost, læder, pels, uld, honning, produkter testet på dyr m.v.

Kilde: Sundhedsstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Komiteen for Sundhedsoplysning (2020), Mad til små – fra mælk til familiens mad

 

Om vegetarisk mad til børn

  • Hvis du vælger vegetarisk kost til dit barn, er det vigtigt, at barnets mad er varieret og indeholder både mælkeprodukter og æg
  • For at kunne sammensætte en vegetarisk kost, der dækker dit barns behov for næringsstoffer, kræver det i særlig grad planlægning af måltider og viden om indhold af næringsstoffer i forskellige fødevarer
  • Jo flere fødevarer, der udelukkes fra maden, jo større er risikoen for, at dit barn kommer til at mangle vigtige næringsstoffer. Kød og fisk indeholder protein af høj kvalitet og en lang række vigtige vitaminer og mineraler. Hvis kød og fisk udelukkes fra barnets mad, skal der være fokus på at få dækket behovet for næringsstoffer fra andre kilder
  • Mælk, mælkeprodukter og æg er særligt vigtige i en vegetarisk kost til børn. Mælk og mælkeprodukter er gode kilder til protein, calcium, B12-vitamin, fosfor, kalium og jod. Æg er en god kilde til protein, fedt, D-vitamin og B12-vitamin
  • Anbefalingerne for indtag af mælk og mælkeprodukter er de samme uanset kostform. Se anbefalingerne på side 30. Det anbefales, at den vegetariske kost indeholder rimelige mængder af æg
  • Børn op til 2 år, der får vegetarisk mad med et lavt indhold af mælkeprodukter og æg, skal ammes eller have modermælkserstatning og et tilskud af B12-vitamin
  • Børn fra 2 år og opefter, der får sparsomt med mælk og mælkeprodukter, skal have et tilskud af calcium og evt. B12-vitamin
  • Vær opmærksom på, at plantedrikke ikke er et alternativ til mælk. Plantedrikke og mælk har meget forskellige næringsstofsammensætninger
  • De vigtigste kilder til protein i en vegetarisk kost er mælk, mælkeprodukter, æg, bønner, linser, nødder (ikke egnet til børn under 3 år), frø og kornprodukter (fx rug og havre)
  • Børn, der starter på overgangskost, når de er mellem 4 og 6 måneder, bør vente med de proteinrige fødevarer som bælgfrugter og ost
  • Kød er en god kilde til let optageligt jern. Andre kilder til jern er æg, bønner, tørret frugt, linser, mørkegrønne bladgrøntsager og ærter
  • I overgangsperioden, anbefales det, at barnet, der spiser vegetarisk og som fortsat ammes, får et jerntilskud i form af dråber, ca. 8 mg dagligt indtil det er 9 måneder. Hvis barnet ikke ammes, skal det have modermælkserstatning, og så skal barnet ikke have jerntilskud
  • Fede fisk som laks, makrel og sild har et højt indhold af D-vitamin og vigtige omega-3 fedtstoffer. Mælk, ost og æg indeholder kun lidt D-vitamin, mens D-vitamin stort set ikke findes i planter
  • Spæd- og småbørn, der spiser vegetarisk, skal have samme tilskud af D-vitamin som andre børn
  • Vær opmærksom på, at det kan være svært at få dækket barnets energibehov med en vegetarisk kost, da planterige fødevarer fylder meget i en lille mavesæk, fordi de indeholder flere kostfibre og færre kalorier end kød og fisk
  • Anbefalingerne for tilsætning af fedtstof er de samme uanset kostform. Hvis dit barn ikke spiser fisk, bør en stor del af fedtstofferne være olier med omega-3 fedtstoffer, fx rapsolie. Det er dog vigtigt at variere, hvilke fedtstoffer, der bruges
  • Når barnets vegetariske kost sammensættes, bør kosten indeholde følgende fødevaregrupper:

    • mælkeprodukter og æg

    • grøntsager og frugt

    • linser, bønner eller andre bælgfrugter

    • kartofler, brød og kornprodukter

    • planteolier

    • nødder og fedtholdige frø og kerne – findelte og i begrænset mængde

  • Søg råd hos din læge, sundhedsplejerske eller diætist, hvis dit barn, der spiser vegetarisk, ikke spiser en eller flere af ovenstående fødevaregrupper

 

Om vegansk mad til børn

  • Sundhedsstyrelsen kan ikke anbefale vegansk kost til spædbørn og småbørn under 2 år på grund af stor risiko for mangel på vigtige næringsstoffer, herunder B12-vitamin og calcium
  • Måltider, der består udelukkende af planter, har ofte et lavt indhold af energi og fylder meget på tallerkenen. Små børn har svært ved at spise så stor en mængde mad, at de får tilstrækkelig energi og protein til at vokse og udvikle sig normalt
  • Hvis du vælger at give dit barn under 2 år vegansk mad, rådes du til at søge vejledning hos en autoriseret klinisk diætist, da vegansk mad til børn skal planlægges og suppleres med et tilskud af B12-vitamin, calcium og evt. andre vitaminer og mineraler. Forældre rådes desuden til at lade en praktiserende læge følge barnets udvikling for at sikre, at barnet vokser og udvikler sig normalt
  • For barnet, som er 2 år og opefter og spiser vegansk, er Fødevarestyrelsens anbefaling til raske børn, der vokser og udvikler sig normalt, at de hver dag spiser varieret og tager de anbefalede kosttilskud

 

Om amning for dig, der lever vegetarisk eller vegansk

  • Mødre, der ammer deres barn, og som lever vegansk eller som restriktiv vegetar, bør kontakte læge, sundhedsplejerske eller diætist vedrørende behovet for tilskud af vitaminer og mineraler, herunder B12-vitamin. Der kan ligeledes være behov for ekstra tilskud til barnet

Godt at vide om vegetarisk mad til børn

  • Variation er vigtig
  • Spis forskellige proteinkilder i løbet af dagens måltider
  • Erstat kød og fisk med bælgfrugter og æg
  • Husk de jernrige fødevarer sammen med de C-vitaminrige
  • Husk B12-vitamin skal dækkes af æg og mælkeprodukter
  • Spis nødder, frø og olie med omega-3 fedtsyrer, ca. halvdelen rapsolie
  • Server varmetilberedte grøntsager fx som blendet suppe, gryderetter, gratin og tærte
  • Sæt fuldkorn i blød til grød og brød , det øger mineraloptaget
  • Brug De officielle Kostråd og skru op for proteinkilderne

Relateret indhold